ANNAS ROM GUIDE
Forma Urbis

Forma Urbis var et stort bykort over "Urbs" = Byen Rom, udhugget på 151 marmorplader og opsat ved bypræfektens kontor på en mur til Biblioteksbygningen ved Forum Pacis, "Fredens Forum" (også kaldet Templum Pacis/Tempio della Pace/Fredstemplet eller Vespasian's Fredstempel, omtrent på det sted, hvor Kirken Santi Cosma e Damiani står idag), under Kejser Septimius Severus (193-211 efter Kristus).

Fragmenter af kortet er overleveret til vore dage og kan ses i Palazzo Braschi. Fra dette kort stammer en stor del af vort kendskab til det Antikke Roms topografi. En del af brudstykkerne er blevet identificeret efter indskriften eller efter særligt karakteristiske bygningers form, men mange er endnu ikke identificeret og kun forsøgvis eller slet ikke placeret.

Kortet er udført i målestokken 1:246, det var opsat i 11 rækker med ialt 151 marmorplader og målte totalt 18,10 x 13 meter. Idag er kun ca.1/10 af de 235 kvadrameter bevaret.

HISTORISK RIDS:

205-208: Kortet fremstilles og opsættes.

ca.420: Vi hører for første gang om at kortet er blevet skadet, fordi der er blevet åbnet en gennemgang i muren, hvorpå kortet var opsat. Ca.10,5 kvadratmeter med bl.a. Forum Romanum, Velia, Palatin, Circus Maximus mm. blev ødelagt.

Middelalderen (500-1500): Forum Pacis forfalder og marmorkortet går i stykker, nogle dele brændes i kalkovnene, andre dele begraves i jordlagene.

1562: Man finder tilfældigt nogle fragmenter bag Kirken Santi Cosma e Damiano. De købes af Farnese-familien og opbevares i deres samlinger. Stykkerne aftegnes og giver anledning til megen omtale.

1600: Interessen daler igen og mange brudstykker bruges til dekorationer i Farnese-familiens ejendomme ved Via Giulia og Tiberen.

1673: G.P.Bellori samler de overleverede fragmenter og udgiver et værk om dem.

1727-28: Farnese-familien overlader til Mons. Bianchini at registrere fragmenterne og denne opfordrer til at dette interessante stykke historie bør overgå til det romerske folk og opstilles på Campidoglio,

1741: Overgår samlingen til Rom og opstilles på Campidoglio. G.B.Piranesi offentliggør nogle stik over fragmenterne. Herefter tager den arkæologisk-topografiske forskning rigtig fat.

I første halvdel af 1700-tallet rekonstruerer kartografen Gian Battista Nolli en del af kortet.

1813: På Foro Romano opdages et fragment over Terme di Agrippa.

1866-73: H.Jordan foretager sammen med G.Hentzen og R.Lanciani det første virkeligt videnskabelige studium af marmorkortet på grundlag af de overleverede fragmenter, tegninger i Vatikanet og en kritisk gennemgang af de historiske og litterære kilder.

1867: Under en udgravning findes et fragment over Porticus Liviae.

1882-99: Under nye udgravninger findes yderligere fragmenter. Ligeledes da Farnese-familiens ejendomme "beskæres" ved ombygninger i Via Giulia og langs Tiberen.

1902: R.Lanciani, Ch.Hülsen med flere udgiver en stor ny rekonstrueret plan over kortfragmenterne og det hele udstilles på Campidoglio i 1903.

1924: Marmorfragmenterne, som var opsat på en ydervæg er nu blevet skadet af vejr og vind og erstattes af afstøbninger, mens originalerne opbevares i "Antiquarium" på Celio-højen.

1927-38: Ny forskning i fragmenterne samt nye udgravninger, der bringer flere brudstykker for dagens lys.

1939: Fragmenterne flyttes nu til Campidoglio.

1947-49: Ved nye udgravninger i Forum Pacis fastsættes det nøjagtige opstillingssted og -måden.

1950: Fragment nr.350 kommer for dagens lys.

1955: Marmorplanen flyttes nu til Palazzo Braschi, hvor den stadig befinder sig. Undersøgelserne fortsætter.

1960: Et storværk om marmorplanen udkommer: "La Pianta Marmorea di Roma Antica" a cura di G.F.Carettoni, A.M.Colini, L.Cozza og G.Gatti.

1980-81: Foreligger der en ny, revideret udgave af ovennævnte.


Litteratur om Forma Urbis:
Harder, Thomas og Hans Scheving: Rom. Gyldendals Bogklubber, 1990
- side 110.
Rom - en antik storby. Forlaget Sfinx, 1991.
- side 109f.
della Portella, Ivana: Roma sotterranea. Tascabili economici Newton, 1996.
- side 10.
La Pianta Marmorea di Roma Antica" a cura di G.F.Carettoni, A.M.Colini, L.Cozza og G.Gatti. Aggiornamento generale 1980: "Forma Urbis Marmorea, a cura di Emilio Rodriguea Almeida, 1981. Comune di Roma.
Staccioli, Romolo A.: Guida di Roma Antica. Biblioteca Universale Rizzoli (BUR). 8.ed., 2000.
- side 126.
Tidsskriftet "Bell'Italia", no.108, April 1995.
- side 45.

Turforslag
Steder
Seværdigheder
Personer
Fotogalleri
Bykort
Årstal
Ordliste
Søg i Annas Rom Guide
Hovedside
cop.Anne-Birgitte Larsson - siden er oprettet d. 28.8.2003 og sidst opdateret d. 28.8.2006