|
|
|
|
|
De italienske ord Acquaiolo, (i flertal: Acquaioli), Acquarolo (i flertal: Acquaroli), Acquarecchiaro (i flertal: Acquarecchiari) og Acquarenaro (i flertal: Acquarenari) betyder: "vandbærer, vandsælger, den der som sit erhverv bringer vand (acqua) til husholdning og drikkevand til de huse, som ikke har egen vandforsyning". Denne aktivitet kunne foregå på flere måder og "varen" kunne være mere eller mindre specialiseret: Der eksisterede for eksempel i Rom i det 17.århundrede en omrejsende sælger af en særlig slags vand, kaldet "acqua frascinella", der skulle være særlig godt for ansigtshuden. En anden omrejsende handelsmand kaldtes "Acquacetosaro", fordi han bragte vand fra brønden Acqua Acetosa, som befandt sig i byens periferi, nord for Ponte Milvio. Vandet blev hældt på flasker og derpå anbragt i 2 kurve, som var hængt over transportdyret, som regel et æsel, hvis ikke handelsmanden ligefrem havde en lille kærre eller vogn trukket af en gammel hest. Vandflaskerne solgtes så sent som i begyndelsen af 1900-tallet for 10 centesimi eller 2 soldi, når kunderne kort efter solopgang hørte sælgerens faldbyden fra byens gader: "Friesca, friesca l'acqua acetosa". Vandet fra Acqua Acetosa regnedes for godt mod alskens dårligdomme, især for nyrerne og fordøjelsen. "Acquafrescaio" var den omrejsende handlende, som om sommeren solgte lemonade og koldt vand i flasker, som han havde i en beholder med is og salt. En "Acquaiola" var den kvinde, som under høsten bragte vand ud til høstfolkene. Den almindelige "Acquaiolo" kunne også sælge vand fra Tiberen, som i 1600-tallet ansås for udmærket drikkevand, der sågar regnedes for godt for helbredet, fordi der skulle være særligt mange mineraler i det. Vandet hentedes nord for byen og blev derpå hældt over i større beholdere, hvor det stod i nogle dage for at det gullige dynd fra floden kunne bundfælde sig. Brugen af Tibervand som drikkevand fortsatte til den første del af 1800-tallet.
|
|
|
|
|
|
|
|
|
|
|
|