|
|
|
Via del Paradiso Se til højre for nr. 44 på Kort over den midterste del af Campo de' Fiori-Turen |
|
Via del Paradiso er et kort gadestykke, som i kvarteret Rione Parione løber mellem Piazza del Paradiso og Vicolo de' Bovari i syd mod Corso Vittorio Emanuele II i nord. Både Pladsen og Gaden har navn efter nogle værtshuse, som lå her i Middelalderen: Il Paradiso Grande (Det store Paradis) og Paradiso Miccinello (Det lille Paradis). I 1445 ejedes det første af en vis Pirrone, mens en Francesco var ejer af det andet. I 1469 derimod hed ejerne Simone og Gilio da Novara, mens de i 1517 var Pietro Vicentino og Gabriel todesco. Af de sidste navne kan man se, at kroværterne på denne tid især kom fra Norditalien (Novara og Vicenza) eller ligefrem fra Tyskland. Fra 1790 omtales "Det lille Paradis" ikke længere, mens det Store stadig eksisterede. Det var sikkert også tale om værelsesudlejning, herberg- eller hotelvirksomhed, og mens Pave Pius X (1903-1914) endnu kun var Biskop og på besøg i Rom, overnattede han i "Il Grande Paradiso". Mellem Via del Paradiso og datidens Via dei Chiavari skal der i sin tid have stået 2 huse med tårne, som nu ikke findes længere. Det ene tilhørte en vis Bartolomeo da Novara og det andet var knyttet til et kapel i den nærliggende kirke San Lorenzo in Damaso, nemlig Cappella di San Nicolò, kapellet lige til højre, når man træder ind i Kirken. EN TUR GENNEM GADEN: med start i syd og Vicolo de' Bovari, hvor hjørnehuset er det store Palazzo di Girolamo Pichi, som fylder hele karréen mellem Vicolo de' Bovari, Via del Paradiso og Corso Vittorio Emanuele II. Den del af palæet, der vender ud mod Via del Paradiso, er den ældste og stammer fra 1400-tallet. Mod Vicolo de' Bovari har den 5 etager høje ejendom 9 fag, mens der mod Via del Paradiso er 8-9 fag med numrene 20-27. Hushjørnet er dækket af en lodret række tilhugne stenkvadre, der ender oppe under en fremspringende og profileret taggesims. Over denne findes en 1800-tals overbygning med tagterrasse. Alle mure er i lysebrunt puds med dekorationer i hvidt stuk, høje buer i stueetagen, mindre vinduer i kvadratiske, profilerede rammer på førstesalen, rektangulære profilerede og udskårne, samt med små relieffer dekorerede rammer om høje vinduesbuer på andensalen, profilerede rektangulære rammer på tredie- og fjerdesalen. Hvor hele vestsiden af Via del Paradiso altså udfyldes af Palazzo di Girolamo Pichi, er der plads til 2 ejendomme på gadens østside. Hjørnehuset mod Corso Vittorio Emanuele II er en 6-etagers bygning med 3 fag og nr. 38 mod Via del Paradiso og 7 fag mod Corso'en, hvor også hovedindgangen findes i en stor bue i nr. 142. Facaden er her dækket af kraftige stenfliser på de 2 nederste etager, mens rækker af fint tilhugne sten sidder på hjørner og som midtersøjler på facaden, der ellers er i lyst puds med stenmønster flere steder. Høje vinduer, på førstesalen og fjerdesalen blot rektangulære, på anden- og trediesalen i runde buer, omgivet af profilerede rammer med henholdsvis buede og vandrette overliggere. Øverst på facaden er der relieffer af guirlander, løvehoveder og våbenskjold under en udskåret frise og et kraftigt fremspringende tagudhæng med rosetter og udskårne konsoller. Sidefacaden mod Via del Paradiso har samme udformning og det gælder også 3-fags facaden mod Largo dei Chiavari. Huset til højre, som er hjørnehus mod Piazza del Paradiso, er en høj 5-etagers bygning fra 1600-tallet med lysebrun pudset facade og hvide stukdekorationer i form af etageadskillelsesbånd, og stenkvadre nederst på hushjørnet, samt brede rammer om døre og vinduer. Hovedindgangen vender ud mod Via del Paradiso i en stor kraftig portalbue af tilhugne stenkvadre. Indgangen har nr. 41, mens den mindre indgang i bygningens venstre side har nr. 40; et vindue imellem disse har intet nummer. Til højre er der et lignende vindue uden nummer, mens 2 firkantede butiksdøre har nr. 42 og 43. Ud mod Piazza del Paradiso er der kun 2 fag vinduer uden døre. LIDT HISTORIE: Hvor området syd for Via del Paradiso og Piazza del Paradiso i Antikken var tæt bebygget med de store anlæg knyttet til Pompejus-Teatret, lader der ikke til at have været nogen særlig bebyggelse på arealet op mod nutidens Corso Vittorio Emanule II. Der har dog diagonalt over den sydligste del af Via del Paradiso løbet en antik gade fra omkring nutidens Via dei Giubbonari og op til området nord for Largo dei Chiavari, hvorefter den fortsatte stik nord mellem de gamle bygninger Odeum (til venstre) og Templum Boni Eventi (til højre). Da brugen af Pompejus-Teatret ophørte i løbet af 500-tallet, begyndte ruinerne at blive inddraget til almindelig beboelse og til befæstede anlæg med tårne for de mest magtfulde familier. Hvornår præcist området omkring Via del Paradiso blev bebygget, vides ikke, men ifølge borgato.be skulle der mellem Via del Paradiso og datidens Via dei Chiavari på et tidspunkt her have stået 2 huse med tårne, som nu ikke findes længere. Det ene tilhørte en vis Bartolomeo da Novara og det andet var knyttet til et kapel i den nærliggende kirke San Lorenzo in Damaso, nemlig Cappella di San Nicoló, kapellet lige til højre, når man træder ind i Kirken. I 1400-tallet byggede så Pichi-familien 2 domiciler, hvoraf det ene blev opført i 1460 af den rige Ceccolo Pichi, beliggende lidt længere mod sydvest, og det andet rejst omkring 1470 for Girolamo Pichi, søn af ovennævnte Ceccolo. Som nævnt var den første del af det nu store kompleks bygget ud til Vicolo de' Bovari og Via del Paradiso. Det blev senere både forhøjet og udvidet mod den gamle Via Papale, men da denne skulle udvides og omdannes til Corso Vittorio Emanuele II, blev Palæet forkortet med ikke mindre end 16 meter mod den nye gade. Samtidig med opførelsen af de 2 Pichi-familiepalæer lå der ved østsiden af Via del Paradiso nogle værtshuse fra Middelalderen: Il Paradiso Grande (Det store Paradis) og Paradiso Miccinello (Det lille Paradis). I 1445 ejedes det første af en vis Pirrone, mens en Francesco var ejer af det andet. I 1469 derimod hed ejerne Simone og Gilio da Novara, mens de i 1517 var Pietro Vicentino og Gabriel todesco. Af de sidste navne kan man se, at kroværterne på denne tid især kom fra Norditalien (Novara og Vicenza) eller ligefrem fra Tyskland. Fra 1790 omtales "Det lille Paradis" ikke længere, mens det Store stadig eksisterede. Det var sikkert også tale om værelsesudlejning, herberg- eller hotelvirksomhed, og mens Pave Pius X (1903-1914) endnu kun var Biskop og på besøg i Rom, overnattede han i "Il Grande Paradiso". I løbet af 1700-tallet var Pichi-familien ikke længere ejere af Palæet, som overtoges af en række andre ejere, såsom Manfroni-familien, Paleotti-familien, Lovatti-familien, og senere af Banca di Roma, samt andre ejere i nyere tid.
Litteratur om Via del Paradiso: |