ANNAS ROM GUIDE
Piazza Beniamino Gigli

er en plads på den nordlige del af Viminalhøjen mellem Via Firenze mod sydvest, Via del Viminale mod sydøst og Via Torino mod nordøst.

Pladsen er opstået på det sted, hvor familien Strozzi's landhus "Casino Strozzi" lå på deres store landsted Villa Strozzi, som strakte sig fra Via del Viminale og op mod Via Nazionale.

Området opkøbtes i 1920'erne af Roms Kommune, som lod det bagvedliggende Teatro Costanzi udvide med en tilbygning og en ny facade ud til den nyanlagte plads, som fik navn efter den italienske tenor Beniamino Gigli (1890-1957).

Tværs over pladsen, omtrent med en linieføring som nutidens teaterfacade, gik der i Antikken en brolagt vej, der kom nede fra Viminalhøjen omkring nutidens Via Palermo og fortsatte mod nordøst op forbi Diocletian's Termer som "Vicus Portae Viminalis" op til byporten i den gamle Servius-Mur Porta Viminalis.

En anden antik vej krydsede pladsen omtrent på midten og gik skråt mod nord, så den løb ud i nutidens Via Torino oppe ved hjørnet af Diocletian's Termer og nutidens Piazza di San Bernardo.

Området var i det hele taget meget bebygget i Antikken og bagved pladsen fandt man under teaterbygningen rester af antikke romerske mure fra et hus tilhørende C. Iulius Avitus, en slægtning til Kejser Heliogabalus, og omkring Via Torino er der fundet rester fra Domus M. Iulii Surae Attaliani.

Efter barbar-invasionerne i det 5.århundrede og ødelæggelsen af akvædukterne og vandforsyningen til området, blev det for en stor del forladt og henlå som øde marker og enge med enkelte vingårde tilhørende de enkeltstående kirker og klostre, som efterhånden opstod rundt omkring. Først omkring 1500-tallet begyndte man igen at bebygge og udnytte højen mere målrettet og Frangipane-familien ejede da også på et tidspunkt en vingård her, hvor pladsen er idag. Vigna dei Frangipane opkøbtes senere af Strozzi-familien og fra 1920'erne ejes området altså af Roms Kommune.

Idag domineres pladsen af den monumentale facade til Teatro dell'Opera.


Teatro dell'Opera på Piazza Baniamino Gigli

Litteratur om Piazza Beniamino Gigli:
La Grande Guida dei rioni di Roma. 2.edizione. Newton Compton editori, 2001.
- side 1081.
Guide Rionali di Roma. Fratelli Palombi Editori, 1973- .
- Rione XVIII, Castro Pretorio. 1.del: side. 128ff.
Harder, Thomas og Hans Scheving: Rom. Gyldendals Bogklubber, 1990. - Ny udgave, Samleren, 2000.
- side 92, 264.
Severi, Stefania: I teatri di Roma. Newton Compton editori, 1989.
- side 86ff.


Fotos fra området
Kort over området
Spise og bo i området
Bøger og links om området
Tilbage til byturen
Andre turforslag
Ordliste
Hovedside
cop.Anne-Birgitte Larsson - sidst opdateret 14.12.2003