ANNAS ROM GUIDE
Quartiere Parioli

 

 

 

I Roms nordlige udkant ligger forstaden Parioli, kaldet Quartiere II. Parioli, som afgrænses af Tiberen mellem Ponte Milvio og Ponte Salario, samt af floden Aniene mod nordøst og derpå mod øst af Via Salaria og mod syd af Via Liegi, Piazza Ungheria, Viale Parioli, mod vest op til Piazzale del Parco della Rimembranza, hvorefter den vestligste "tange" af kvarteret mod syd afgrænsens af Viale Maresciallo Pilsudski, ned til Piazzale Manila og Via Flaminia, der her danner grænsen mod vest, frem til det nordlige hjørne ved Piazzale Cardinal Consalvi og Ponte Milvio.

Quartiere Parioli grænser op til 5 andre forstæder - Quartiere I Flaminio mod vest, Quartiere III Pinciano mod syd, Quartiere XVII Trieste mod øst. Samt til det udenbys område Zona I Val Melaina på den anden side af Aniene-floden mod nordøst og til Quartiere XVIII Tor di Quinto på den anden side af Tiberen mod nord.

I 1911 blev Roms yderområder inddelt i 14 forstæder, kaldet "quartieri", og her fik Quartiere Parioli navn efter det bakkede landskab, der kaldtes "Pelaiolo" eller "Peraiolo", bøndernes udtryk for et landskab dækket af pæretræer.

Oprindeligt bestod bebyggelsen af mindre bøndergårde med tilhørende jorder, gennembrudt af et net af landeveje, der snoede sig rundt mellem gårde, stalde og marker, men da Rom blev hovedstad i det nye Kongelige Italien, bebyggedes forstæderne hurtigt udenfor de gamle bymure, de såkaldte Mura Aureliane. I starten lå Parioli lidt udenfor dette, men efterhånden skete der også forandringer her. Nye gader blev anlagt og ny bebyggelse skød op. Dog findes der i Quartiere Parioli stadig meget store grønne områder, som har undgået tættere byggeri.

Indenfor Quartiere Parioli findes den store park Villa Glori og den endnu større Villa Ada, samt parkerene Villa Balestra og Villa Grazioli. Her er mod nord et stort idrætsområde tidligere kaldet Centro Sportivo Acqua Acetosa og nu Il Villaggio Olimpico og mod vest ligger det store koncertsnlæg Auditorium Parco della Musica.

I Quartiere Parioli findes også flere kirker, der dog alle er af nyere dato og opført i 1900-tallet, samt 3 underjordiske gravpladser, katakomber. Det drejer sig om Catacomba dei Giordani og Catacomba di Sant'Illaria, der begge ligger i Villa Ada ved Via Salaria, samt om Ipogeo di Villa Glori. Andre steder af historisk interesse er rester af den gamle by Antemnae og rester af en romersk villa fra 6.århundrede før Kristus til 2.århundrede efter i Auditorium Parco della Musica (Via Pietro de Coubertin).

Udover et museum for musikinstrumenter, Museo degli strumenti musicali dell'Accademia nazionale di Santa Cecilia, rummer Quartiere Parioli ikke mindre end 4 teatre: koncerthuset Auditorium Parco della Musica, Teatro Euclide, Teatro Parioli og Teatro Piccolo (Roma).

Store områder er også reserveret til militært brug: Forte Antenne i den nordlige del af Villa Ada, Caserma Scipio Slataper på Viale Romania og Caserma Azolino Hazon, samme sted. Alle disse bygninger stammer fra 1900-tallet.

 

Litteratur om Quartiere II Parioli:
Delli, Sergio: Le strade di Roma. Newton Compton editori, 1975.
- side 675.
I Quartieri di Roma. - Roma : Newton & Compton Edistori, 2006.
- Volume Primo: ----- side 59-77.
Info.roma.it: Q.II Parioli.
Wikipedia (italiensk tekst) : Parioli.

Kort over området
Seværdigheder i området
Steder i området
Fotos fra området
Personer fra området
Bøger og links om området
Tilbage til byturen
Andre turforslag
Årstal
Ordliste
Søg i Annas Rom Guide
Hovedside
cop.Anne-Birgitte Larsson - siden er oprettet d. 29.7.2025 og sidst opdateret d. 18.8.2025