var i oldtiden indgang til Emporium, havneområdet, og den kaldtes da Horatius Cocles ("Den Enøjede")'s Bue, Arco di Orazio Coclite, fordi den lå tæt ved Ponte Sublicio, der er knyttet til erindringen om denne romerske helts bedrifter. Her kæmpede han ifølge sagnet omkring år 507 før Kristus mod den etruskiske konge Porsenna og sinkede ham så længe, at romerne nåede at ødelægge broen, men under kampen druknede Horatius Cocles i Tiberen.

En lille del af buen skulle stadig eksistere, men nu som skilt for et osteria.

Omkring 1400-tallet var buen den eneste adgang for pilgrimmene, som skulle til San Paolo's grav, og snart byggede man i den et kapel til San Lazzaro "Cappellina di San Lazzaro", den hellige Lazarus var skytshelgen for de spedalske, eftersom denne frygtelige sygdom nu var nået til Rom som følge af korstogene. I oratori'et indsamledes der almisser til lazarettet, der blev bygget på den anden side af Tiberen på Monte Mario-skråningen udenfor Porta Angelica, og det har fået nogle til at tro, at der også her ved buen lå et spedalskhedshospital. Det gjorde der imidlertid ikke, sådanne hospitaler blev altid bygget i god afstand fra byen og selvom Marmorata-området dengang lå midt imellem vinmarker og der ikke var nogen beboelse, færdedes der dog mange mennesker og det lå lige op ad Aventin, altså ikke spor "langt ude på landet".

I Renæssancen fik buen et andet navn, nemlig Arco delle Sette Vespe eller Arco dei Vespilloni, måske har der været en dekoration med 7 hvepse på buen eller også hentyder det til en historie, som eftertiden ikke kender.