Der hvor kirken Santa Sabina idag ligger på Aventinerhøjen har der i antikken ved Piazza Pietro d'Illiria ligget et privathus, hvor der i den første kristne tid blev indrettet et bedehus, Titulus Sabinae, opkaldt efter husets ejer, den fromme adelskvinde Sabina.

Kirken, der er bygget i 425, nævnes allerede ved den romerske synode i 499, men ifølge legenden skulle der her tidligere have været en kristen menighed, som var aktiv fra begyndelsen af 200-tallet og også blev offer for de forskellige kristenforfølgelser.

Fra et gittervindue ved indgangsporten til kirken, kan man se rester af et gulv fra et romersk velhaverhus fra det 4. århundrede, måske fra selve Titulus Sabinae, kirken er i hvert fald rejst på de imponerende rester af romerske huse, som er udgravet af Dominikanermunkene i 1855, 1914-19 og 1936-39, da det nye kloster blev bygget.

Under kirken har udgravningerne blotlagt et lille tempel med 2 søjler fra det 3. århundrede før Kristus, måske indviet til gudinden Libertasog i det 1. århundrede brugt som fundament for et velhaverhus, samt rester af beboelseshuse med marmorgulve fra begyndelsen af kejsertiden.

Nord for kirken har nye udgravninger fritlagt rester af Servius-muren og op af denne beboelseshuse fra slutningen af det 2. århundrede med mosaikgulv, bogle af disse er efter motiverne på malerier og fresker at dømme i det 2. århundrede blevet genbrugt af en Isis-menighed og derpå tildels omformet til et badeanlæg i det 3. århundrede. Der er også rester af middelalderlig befæstning i gården og i klosterbibliotekets mur.