ANNAS ROM GUIDE

Villino Scafi

Lungotevere dei Vallati

Se til højre for nr. 107 på Kort over den midterste del af Campo de' Fiori-Turen

 

Denne fascinerende villa, som står med hovedindgang ud til Lungotevere dei Vallati, vestfacade mod Via del Conservatorio og Conservatorio delle Zoccolette's store bygning, nordside mod Via delle Zoccolette og østside mod en lille gård og haveanlæg, som er fælles med nabobygningen til denne side, kaldes Villino Scafi.

Bygningen er opført i 1902-1903 ved den nyanlagte flodboulevard og tegnet af arkitekten Filippo Galassi.

Villino Scafi er en temmelig stor ejendom og står frit inde i et smalt grønt anlæg bag høje gittermure. Murene er pudset op i en lys farve, hvor stenmønsteret skinner igennem og sammen med de spidsbuede vinduer giver det t nærmest maurisk eller venetiansk udseende.

Facaden mod Lungotevere dei Vallati består af 2 sidefløje i kun 2 etager og en midterfløj i 3. Sidefløjene har 2 fag, hvoraf det østligste på førstesalen har samme slags stenbalkon som på sidefacaden. Vinduesudformning og facadeudsmykning er også den samme: vinduerne på førstesalen er dobbelte med smalle spidsbuede rammer og slanke søjler i midten. I lunetten mellem rammerne sidder små rondeller med relieffer og de brede spidsbuer, som indrammer hele vinduet, har stenmønster. Friser med mosaikmønster adskiller etagerne og løber under det udskårne, men smalle tagudhæng.

Den let fremtrukne midterfløj ligner med sine 2 fag og samme udsmykning umiddelbart sidefløjene, men adskiller sig med den tredie etage, som i midten har 4-dobbelte spidsbuede vinduer og i hver side et meget smalt, nærmest skydeskårs-agtigt, men højt, vindue. Det er muligt, at denne del oprindelig er tænkt som en loggia, som senere har fået nogle af buerne lukket af glas. Over de smalle sidevinduer toppes ejendommen af 2 halvrunde kupler, der bidrager til det orientalske look.

Bygningens vestfacade vender ud mod sidegaden Via del Conservatorio, hvorudtil ejendommens facade er lige så kuriøs. Her er 4 fag med 2 indgange. Den første, som sidder i andet fag fra Lungotevere, er anbragt i en hele lille søjlebygning med krydshvælvet loft og mange smalle og elegante søjler med voldsomt og kunstfærdigt udskårne kapitæler, der bærer alle hjørnerne. Denne indgangsbygning dækker kun stueetagen, men har en lille terrasse på toppen. Man har her indtryk af at stå overfor indgangen til en Middelalderkirke. I det yderste fag mod nord sidder den anden indgang, indrammet af stenkvaderbuer som også alle husets vinduer, men i et fremskudt facadepart.

Bagsiden mod Via delle Zoccolette er ret lang og ikke særlig tilpasset, men en noget rodet omgang. Den er dog mest skjult bag en række lavere værksteds- og garagebygninger langs denne gade (se foto fra www.borgato.be).

Ud mod nabohuset mod øst - og det lille grønne anlæg med indkørsel her - har ejendommen 3 fag med en stor indgangsportal i midten under en kraftig stenbalkon med gennemskårne vægge. Vinduerne på førstesalen er dobbelte med smalle spidsbuede rammer og slanke søjler i midten. I lunetten mellem rammerne sidder små rondeller med relieffer og de brede spidsbuer, som indrammer hele vinduet, har stenmønster. Friser med mosaikmønster adskiller etagerne og løber under det udskårne, men smalle tagudhæng.

 

Litteratur om Villino Scafi:
Atlante di Roma Antica : Biografia e ritratti della città / a cura di Andrea Carandini, con Paolo Carafa. - Milano, Mondadori / Electa, 2012.
--- 2 : Tavole e indici. --- Kort 18.
De Guttry, Irene: Guide to modern Rome: from 1870 until today. Edizioni De Luca, 2001.
- side 35.
Lanciani, Rodolfo: Forma Urbis Romae. 1. Ristampa. Roma, Edizioni Quasar, 1990-2007.
- kort nr. 28 (før de nyeste fund).

Info.roma: Villino Scafi.

Kort over området
Seværdigheder i området
Steder i området
Fotos fra området
Personer fra området
Bøger og links om området
Tilbage til byturen
Andre turforslag
Årstal
Ordliste
Søg i Annas Rom Guide
Hovedside
cop.Anne-Birgitte Larsson - siden er oprettet d. 6.5.2018 og sidst opdateret d. 4.6.2018