Denne lille - og nu nedrevne - kirke, som også kaldtes San Sebastiano all'Olmo, stod fra omkring 900-tallet syd for den ligeledes nu forsvundne plads med elme-træet: Piazza dell'Olmo indtil sidst i 1870'erne, hvor den blev revet ned for at gøre plads til en udvidelse af Guglielmi-familiens palæ, som lå nord for pladsen og stadig står mellem Via Florida, Via Paganica og Piazza Paganica i kvarteret Rione Sant'Angelo.
Med RØDT: 1=Palazzo di Giacomo Mattei, 2=Palazzo Mattei di Giove, 3=Palazzo Caetani, 4=Palazzo Mattei di Paganica,
5=Bebyggelsen før Palazzo Guglielmi, 6=Palazzo Formicini Guidi, 7=Santi Sebastiano e Valentino dei Mercanti,
8=Middelalderhus, 9=Hus fra 1400-tallet.
Med BLÅT: 1=Piazza Paganica, 2=Vicolo Paganica, 3=Vicolo di S.Elena, 4=Vicolo dei Falegnami, 5=Piazza dell'Enciclopedia
Ifølge traditionen blev Kirken bygget på det sted, hvor San Valentino's hus engang stod, og i dokumenter fra 1186 og frem kaldes den San Valentino de Balneo Miccinae, San Valentino Banio Mizino, eller San Valentino de piscina. Disse gamle tilnavne, som også nogle gange fejlagtigt er skrevet San Valentino de Romomixino, skal ifølge Hülsen (se litt.note forneden) henføres til et badehus, tilhørende en kvinde kaldet Donna Imiza, hvis navn med tiden er blevet forvansket til Imizina, Mizina og Miccina, og beliggende ved ruinerne af det gamle Theatrum Balbi omkring nutidens Piazza Paganica. Anlægget, der senere blev til et stednavn, kaldtes Balneum Micinae eller Balneum Dominae Miccinae.
I Kirkekataloget fra Torino fra omkring 1320 omtales Kirken som havende en enkelt præst: "Ecclesia sancti Valentini habet I sacerdotem".
I løbet af 1400-tallet forsvandt den gamle betegnelse, men mindet om badeanlægget bestod og Kirken kaldtes nu San Valentino de Piscina.
I slutningen af 1500-tallet var Kirken sognekirke, men den 17.November 1594 overlod Pave Clemens VIII den til broderi-, tråd- og garnhandlernes religiøse sammenslutning, Confraternita dei Merciai, som lod bygningen restaurere af arkitekten Francesco Felice Pozzoni og viede Kirken til deres skytshelgen San Sebastiano, samt satte et maleri af denne, udført af Cavalier d'Arpino, på højalteret.
Sammenslutningen kaldtes nu Confraternita dei Santi Sebastiano e Valentino og optog også parfumehandlere, handskemagere, og andre småhåndværkere som medlemmer.
Kirken var ret enkel med kun ét skib, der dog havde 3 altre i hver side, og tilsyneladende et dybt, men smalt, presbyterium og apsis (Se G.B.Nolli's Romkort fra 1748: nr.1009). Altertavlen på det første alter i højre side var et maleri af Felice Ottini, forestillende Josef der i søvnen får besøg af en engel. En anden altertavle var et maleri af San Valentino, udført af Placido Romoli, mens højaltertavlen var det ovenfornævnte maleri af San Sebastiano. Loftsfreskerne var også malet af Romoli. På facaden var der over hovedingangen et maleri af Felice Ottini.
I kirkegulvet lå forskellige gravsten, hvoraf man kun kender til få skriftfragmenter, der måske kan relatere til begravelsen af et medlem af Crescenzi-familien: "... us Crescentianus - .... (vixi(?)t annis XXV - ....(requiesci?)t in pace III non aug." ("Crescenziano ... (der levede?) 25 år .... (hvil) i fred ...").
Efter 1632, hvor Mattei-familien havde deltaget i 30-årskrigen og Fabio Mattei efter en kamp mod Kong Gustav Adolfs tropper ved Lützen som krigbytte havde hjembragt en kostbar halskæde, som han havde doneret til det mirakuløse Maria-billede, som Kirken dengang skal have besiddet, blev det skik, at Grev Mattei di Paganica på Candelorafestdagen, ved Renselsesfesten Festa della Purificazione, hængte denne kæde om Madonna's hals. Ved samme lejlighed gav Greven også en portion penge til velgørenhedsformål.
Efter 1870, da Guglielmi-familien overtog naboejendommen mod nord, blev Kirken som nævnt revet ned for at gøre plads til byggeriet af en ny fløj til det i 1700-tallet opførte Palazzo Mattuzzi.
Litteratur om Santi Sebastiano e Valentino dei Mercanti:
Armellini, Mariano: Le Chiese di Roma dal secolo IV al XIX / di Mariano Armellini. Pubblicato dalla Tipografia Vaticana, 1891. (Internetudgave - også på engelsk!)
- side 570-571.
Atlante di Roma Antica : Biografia e ritratti della città / a cura di Andrea Carandini, con Paolo Carafa. - Milano, Mondadori / Electa, 2012.
--- 2 : Tavole e indici. --- Kort 19.
Delli, Sergio: Le strade di Roma. Newton Compton editori, 1975.
- side 659.
Franzini, Federico: Roma Antica E Moderna O Sia Nuova Descrizione Di tutti gl'Edifizj antichi, e Moderni Sagri e profani della Città di Roma. - Roma, 1765.
- side 317.
La Grande Guida dei Rioni di Roma. 2.edizione. Newton Compton editori, 2001.
- side 761.
Guide Rionali di Roma. - Roma : Fratelli Palombi Editori.
--- Rione XI S.Angelo - 4. edizione riveduta e ampliata / a cura di Carlo Pietrangeli. - 1984. ------- side 68, 70.
Hülsen, Christian: Le Chiese di Roma nel Medio Evo / di Christian Hülsen. Firenze, Olschki, 1927. (Internetudgave - også på engelsk!)
- side 495-496.
Lanciani, Rodolfo: Forma Urbis Romae. 1. Ristampa. Roma, Edizioni Quasar, 1990-2007.
- kort nr. 21 (før de nyeste fund).
Lombardi, Ferruccio: Roma - le chiese scomparse. Fratelli Palombi Editori, 2.ed. 1998.
- side 291.
Lombardi, Ferruccio: Le piazze storiche di Roma esistenti e scomparse. Newton & Compton, 2001.
- side 375-376.
Nibby, Antonio: Roma nell'anno 1838 descritta da Antonio Nibby: Parte prima moderna, Bind 1.
- side 711.
Pocino, Willy: Le confraternite romane. Roma, Edilazio, 1. edizione, 2000.
- side 139.