ANNAS ROM GUIDE

Aedes Dianae in Circo

- nu forsvundet Tempel for Gudinden Diana -

Se til venstre for nr. 146 på Kort over den østlige del af Campo de' Fiori-Turen

Tempel for Gudinden Diana - beliggende nordøst for Circus Flaminius, i den nordøstlige del af Prata Flaminia.

Generalen Marcus Aemilius Lepidus lovede før sin sejr over ligurerne i år 187 før Kristus at lade rejse ikke mindre end 2 templer. Et der skulle vies til Gudinden Juno Regina og et andet, der skulle vies til Gudinden Diana.

Området, hvor de nye templer skulle stå, blev udpeget i den nordøstlige del af Prata Flaminia, på nordsiden af triumfgaden og væddeløbsbanen Circus Flaminius.

Den 23. December år 179 før Kristus kunne Lepidus, der på det tidspunkt beklædte embedet som Censor, indvie sine nye templer. Den festlige lejlighed blev fejret med teateropførelser og løjer i hele 5 dage: 3 dage for Juno Regina og 2 dage for Diana.

Mens Templet for Juno Regina kom til at stå i en længere årrække, hvor det blev repareret og ombygget flere gange, fik Diana-Templet kun en kort levetid. Vi ved ikke præcist hvorfor eller hvornår det forsvandt, men under Kejser Augustus, der omkring år 27 før Kristus ændrede Juno-Templets festdag til sin egen fødselsdato den 23. September, nævnes Diana-Templet ikke.

Ifølge Carandini (se litt.note nedenfor) blev Templet revet ned i forbindelse med Cæsar's arbejder i området, hvor Circus Flaminius blev gjort kortere for at gøre plads til et midlertidigt teater, kaldet Theatrum ad Apollinis. Sammen med Diana-Templet måtte også Pietas-Templet på Forum Holitorium lade livet.

Diana-Templet havde måske allerede været udsat for ombygninger eller formindskning i årene 146-143 før Kristus, i forbindelse med at Quintus Caecilius Metellus Macedonicus lod bygge et Tempel for Jupiter Stator øst for det 40 år ældre Tempel for Juno Regina og samtidig lod begge templer omkranse af en stor søjlegang, der på alle 4 sider omgav det store tempelområde. Han byggede en "porticus", der naturligvis kom til at bære hans navn: Porticus Metelli.

Man mener nemlig, at Diana-Templet måske har stået lige vest for det gamle Apollon-Templet og dermed klods op af - eller måske ligefrem på det sted - hvor det nye anlægs østlige søjlegang blev opført. Templet kendes kun fra kilderne, hvor Vitruvius nævner det i forbindelse med Apollon-Templet, hvortil Diana-kulten skulle være blevet overført efter Diana-Templets ødelæggelse.

Af Diana-Templet er der altså intet tilbage idag, mens man stadig kan se enkelte rester af Templet for Juno Regina, f.eks. i Via di Sant'Angelo in Pescheria.

 

 

Litteratur om Aedes Dianae in Circo:
Carandini, Andrea: Atlante di Roma Antica : Biografia e ritratti della città / a cura di Andrea Carandini, con Paolo Carafa. - Milano, Mondadori / Electa, 2012.
- 1 : Testi e immagini. ----- Side 501, 506.
- 2 : Tavole e indici. ---- Kort nr. 19 - Tavola 208, 214.
Coarelli, Filippo: Roma. (Guide archeologiche Laterza). Roma-Bari, Edizioni Laterza, 3.edizione, 2003.
- side 319, 323.
Guide Rionali di Roma. - Roma : Fratelli Palombi Editori.
--- Rione XI S.Angelo - 4. edizione riveduta e ampliata / a cura di Carlo Pietrangeli. - 1984. ------- side 7, 26, 100.
Lanciani, Rodolfo: Forma Urbis Romae. 1. Ristampa. Roma, Edizioni Quasar, 1990-2007.
- kort nr. 21 (før de nyeste fund --- derfor er Circus Flaminius og Crypta Balbi byttet om !!!!! ).
Richardson, L.: A New Topographical Dictionary of Ancient Rome. Baltimore and London, The Johns Hopkins University Press, 1992.
- side 109.
Staccioli, Romolo A.: Guida di Roma Antica. Biblioteca Universale Rizzoli (BUR). 8.ed., 2000.
- side 303.

Kort over området
Seværdigheder i området
Steder i området
Fotos fra området
Personer fra området
Bøger og links om området
Tilbage til byturen
Andre turforslag
Årstal
Ordliste
Søg i Annas Rom Guide
Hovedside
cop.Anne-Birgitte Larsson - siden er oprettet d. 20.4.2015