|
San Valentino a Schola Graeca - nu forsvunden kirke - Se til højre for nr. 13 på Kort over Velabro-Turen |
I Velabrum-området i kvarteret Rione Ripa stod engang i Middelalderen en lille Kirke ved siden af Kirken Santa Maria in Cosmedin. Den lille Kirke som var viet til helgenen San Valentino og havde tilnavnet "a Schola Graeca", fordi der allerede før nabokirken blev grundlagt her boede græske tilflyttere, var på et tidspunkt gået af brug og nedrevet eller omdannet til andet brug, så selv mindet om Kirken var forsvundet. Men i 1625 skulle der udføres noget arbejde på grunden nordøst for Santa Maria in Cosmedin og herunder fandt man i resterne af en bygning fra Middelalderen en indskriftssten, som arkæologerne har dateret til år 902 og den omhandler en række donationer af ejendom, som en vis Teubaldo har overdraget til en kirke viet til San Valentino Martyr. Indskriftsstenen kan idag ses ved siden af hovedindgangen til Santa Maria in Cosmedin, hvor den er indemuret. Og teksten fortæller blandt andet, at San Valentino-Kirken blev indviet den 30. November 898 under Pave Johannes IX (898-900). Og at Kirkens tilblivelse skyldtes donationerne fra Teubaldo, der tituleres "opifex". Ifølge Goldschmidts Latinsk-Dansk Ordbog har dette ord mange betydninger såsom "den der forfærdiger, danner, En Skaber, Bygmester og lignende" og "i særdeleshed en Haandværker, Arbejder, Kunstner". Da Teubaldo har doneret mange ejendomme, skal "opifex" her nok ikke forstås som at han har bygget Kirken, men snarere at han har ladet den bygge, måske fået idéen til at lade den opføre eller indrette. I 1060 blev en anden Kirke viet til San Valentino sammen med det tilhørende Kloster på Via Flaminia restaureret af dets Abbed, som mærkeligt nok også hed Teubaldo. Dette sammenfald har skabt nogen forvirring og der er flere historikere, som mener, at indskriften skulle stamme fra Kirken på Via Flaminia og at Middelalderresterne ved siden af Santa Maria in Cosmedin slet ikke stammer fra en tidligere kirke. Mod dette taler en anden indskrift, som senere præster ved Santa Maria in Cosmedin har tilføjet under den gamle sten. Heri bekræfter de nemlig, at indskriften vedrører den San Valentino-Kirke, som findes ved siden af Diakoniet Santa Maria in Cosmedin ("... ecclesia S. Valentini quae regione huius S. Diaconiae estabat"). Desværre findes der ingen andre kilder med oplysninger om Kirken, hverken hvornår den er bygget eller hvornår den ophørte med at fungere. Så man må altså overveje, om der overhovedet har eksisteret en kirke ved dette navn på dette sted. Historikeren Rodolfo Lanciani har dog på sit kort over Rom gennem tiderne (se litt.note nedenfor) anbragt Kirken lidt nord for Santa Maria in Cosmedin, men forsynet den med andre tilnavne: San Valentino de Bonomizimo, San Valentino de Bumu Maximu og San Valentino in Cosmedin. Blandt de donationer, som Teubaldo gav til Kirken - hvad enten det nu var San Valentino a Schola Graeca eller San Valentino sulla Via Flaminia - var 2 huse i 2 etager beliggende tæt på Kirken, en anden bygning samt en køkkenhave med oliventræer bag ved Kirken San Nicolai og en vingård "in Antoniano" (som Caracalla's Thermer dengang kaldtes). Det er muligt, at den San Nicolai-kirke, der omtales, var San Nicola in Carcere, som står i området lidt nordligere mod vest.
Litteratur om San Valentino a Schola Graeca: |