|
|
|
|
|
Dette religiøse Broderskab blev grundlagt i 1400-tallet af tilflyttere til Rom fra de områder i nutidens Belgien, som kaldes Flandern. Broderskabets formål var dels at yde hjælp, støtte og pleje til trængende pilgrimme og tilflyttede landsmænd i det herberg, Ospizio dei Fiamminghi, som de indrettede i Via del Sudario i Sant'Eustachio-kvarteret i tilknytning til Kirken San Giuliano dei Fiamminghi, hvis pasning også hørte til Broderskabets pligter. Broderskabets statutter, som omfattede disse formål, blev godkendt i 1444 af Pave Eugen IV. Som medlemmer af Broderskabet optoges kun personer, som var født i Grevskabet Flandern og som havde bopæl i Rom. Men modtagerne af deres pleje og hjælp kunne godt komme fra et større område. Medlemskriterierne gjorde, at man indtil slutningen af det 17.århundrede ikke kunne optage personer fra andre nederlandske egne, bortset fra tilflyttere fra den fransktalende del af Flandern. Disse blev dog efterhånden færre og færre, også fordi de begyndte at foretrække indmeldelse i Confraternita di San Luigi, franskmændenes religiøse forening. Af indflydelsesrige fransktalende medlemmer i slutningen af 1600-tallet kan nævnes: Kapellanen Jean Museur, hvis gravmæle kan ses i Kirken San Giuliano dei Fiamminghi's øverste højre hjørne, en håndværkerfamilie ved navn Verriens, som lejede værkstedslokaler i herbergsbygningen. Della Valle-familien, også kaldet Duval, af hvilke en vis Winoc (også benævnt Winnoch de la Wiel) blev begravet i Kirken, til hvilken han havde doneret et maleri af Saint Winoc, som stadig findes på væggen ved siden af alteret i venstre side. Et medlem, som ogsså havde stor betydning for det flamske samfund i Rom, var Nicolas van Haringhe, en apoteker fra Ypres, som i 1659 blev medlem af Broderskabet og fra 1660 havde butik på hjørnet af Piazza di Spagna og Via del Babuino. Han blev tilsyneladende velgører for de flamske kunstnere i Rom og efterlod i 1704 sin formue til Broderskabet, der dermed var i stand til at istandsætte Herberg og Kirke og forsyne denne med forskellig udsmykning. Af hans arv udtrak man også midler til et fond for fattige unge piger af flamsk oprindelse, som blev udbetalt gennem en stor del af 1700-tallet. Broderskabets formål var som nævnt at hjælpe flamske pilgrimme og fattige landsmænd og det kunne derfor ikke uden videre yde støtte til de flamske kunstnere, som søgte til Rom. Den eneste måde var ved at bestille malerier eller andre arbejder, men man var yderst karrig med denne slags opgaver for at spare midlerne til de virkeligt trængende. Kunstnerne var altså henvist til private mæcener, hvoraf der jo også var enkelte, som man kan se ovenfor. ----- Læs mere om: Flamlændere i Rom ---------- og om: de flamske kunstneres forening Schildersbent----- Broderskabet var i høj grad medlemmernes selskab. Det var deres arbejde og deres tilskud, som drev foretagendet: velgørenheden, Herberget, fattigforsorgen og plejen. Og ligeledes pasningen og vedligeholdelsen af Kirken. De var særdeles selvstyrende og selv da Karl V under sin Rom-rejse i 1536 lod sig indskrive i Broderskabet, udøvede han ingen indflydelse på statutter og administration. Det var vel organisationens styrke, at den var båret af en lille, engageret kreds af private, men samtidig dens svaghed, da den langsomt mistede sin gejst i løbet af 1700-tallet. For at blæse nyt liv i foretagendet, forsøgte man at omdanne Herberget til et maleri-akademi, men uden større succes. I perioden 1815-1830 var Broderskabets bygninger (Herberg og Kirke) sæde for den officielle nederlandske kirke, men efter Belgiens uafhængighed overgik komplekset i 1844 til de belgiske katolikker.
|
|
|
|
|
|
|
|
|
|
|
|