|
|
|
|
|
Olimpia Maidalchini var født i Viterbo i 1591 og blev tidligt gift med et bysbarn, som imidlertid døde efter blot 3 års ægteskab. Den nu velhavende og unge enke besluttede sig til et nyt giftermål og da hun var ambitiøs, valgte hun denne gang en romersk adelsmand, en fattig mand men adelig. Og det kompenserede vel for den store aldersforskel: Pamphilio Pamphilj var 27 år ældre end sin unge brud. Brylluppet stod i 1612 og nu blev den blot 21-årige Olimpia del af det romerske jet-set med familiemedlemmer med høj status, blandt andre Pamphilio's yngre broder Giovanni Battista Pamphilj, som på dette tidspunkt var godt i gang med en karriere som advokat indenfor den pavelige Curie - og som senere skulle blive både Kardinal (i 1630) og i 1644 Pave med navnet Innocens X. Olimpia's formue hjalp måske også svogerens karriere, i hvert fald blev de to meget knyttede til hinanden, så meget, at Olimpia næsten virkede mere forbunden med Giovanni Battista end med sin mand. Og i årenes løb lykkedes det hende da også at gøre svogeren ret så afhængig af sig, hvilket kom hende til gode, efterhånden som han steg i graderne indenfor hierarkiet i den pavelige administration. I Rom beboede Pamphilj-brødrene og Olimpia familiepalæet på Piazza Navona. Det var tilsyneladende et gammeldags hus og ikke helt passende til Olimpia's ambitioner, så hun begyndte snart at få det sat i orden. Efter svogerens Pavevalg blev palæet også voldsomt udvidet og fornyet på alle måder. Senere kom også turen til selve Pladsen og opsætning af Bernini's fontæne. I 1639 døde den 75-årige Pamphilio fra sin 48 år gamle hustru, som stadig havde masser af appetit på livet og derfor nu viede sine kræfter helt og holdent til at hjælpe svoger Giovanni Battista på hans vej op mod det højeste hverv: Pavekroningen i 1644. Med valget til Pave fik Giovanni Battista Pamphilj næsten uindskrænket magt og adgang til store rigdomme og privilegier. Og Olimpia støttede og hjalp - med administration af familiens ejendomme og formue; - med at regulere adgangen til Pavelig audiens: alle der ønskede at tale med Innocens X måtte først sørge for at "smøre" Donna Olimpia, hvis egen formue også voksede støt; - med alle vigtige beslutninger, hvor Paven ikke besluttede noget uden at høre Olimpia's mening. Ja, hun havde så megen magt, at hun i folkemunde kaldtes "La Papessa": "Pavinden". Et andet folkeligt øgenavn var det nedladende "La Pimpaccia". I 1645, det vil sige allerede året efter at være blevet Pave, gjorde Innocens X Olimpia til Prinsesse af San Martino al Cimino, et len, som var blevet udtaget af Pavestatens besiddelser og som Donna Olimpia syntes særligt godt om. Hun brugte herefter meget tid og mange midler på at restaurere de gamle bygninger og indrette de nye besiddelser. Her var også en lille kirke og den ønskede Olimpia at udmærke med et særligt relikvie. Hun anmodede derfor sin svoger om at få et sådant, for eksempel et skulderblad, af Santa Francesca Romana, for hvem Pamphilj-familien havde særlig veneration. En af Pavens søstre, Orazia, var i 1585 gået ind i Santa Francesca's nonneorden Le Oblate a Tor de' Specchi med navnet Suor Agata, og hun og de øvrige nonner forsøgte på alle måder at tale Paven fra en sådan handling, men Donna Olimpias overtalelsesevner var de stærkeste, og hun fik sit skulderblad til sin kirke. Men i 1650 begyndte hun at opkøbe jord på Tiberbredden nord for den gamle havn Porto di Ripa Grande. Hendes ønske var her at anlægge et pragtfuldt landsted med en smuk park med sjældne og dekorative planter og træer, udsmykket med fontæner og statuer og forsynet med et lysthus i flere etager og rum, samt loggia'er og terrasser med udsigt over floden. Her ønskede hun et fredfyldt sted, hvor hun og Paven kunne slappe af fra deres stressede hverdag med spadsereture i parken, eller små intime koncerter eller teaterstykker i den grønne oase. Derfor opkøbte hun jordstykker, huse, et lille tårn med flodbredden, bygninger bag Kirken Santa Maria in Cappella, vingårde og køkkenhaver, en gammel vandmølle, grotter i flodskrænten, småhuse og hølader, og meget mere. I 1654 købte hun for eksempel af en vis Giovanni Sargiani et stykke jord med rester af gamle mure og 6 figentræer for 137 scudi. Det var Donna Olimpias tanke, at hendes landsted skulle tilfalde hendes barnebarn, som var blevet f'ødt i 1648. Olimpia havde i ægteskabet med Pamphilio Pamphilj fået 3 børn: i 1619 datteren Maria Flaminia Pamphilj, i 1622 sønnen Camillo Pamphilj, og i 1627 datteren Costanza Pamphilj. Straks Innocens X var blevet Pave, udnævnte han nevøen Camillo til Kardinal, men det var ikke, hvad den unge mand ønskede, så det lykkedes ham at få en dispensation, så han istedet kunne gifte sig med enken Olimpia Aldobrandini, med hvem han fik 3 børn. Den ene af disse var Donna Olimpias sønnesøn Giovanni Battista Pamphilj Aldobrandini, der altså skulle arve farmoderens lystgård. Nord for Donna Olimpia's landsted lå den lille, gamle Kirke Santa Maria in Cappella, som Paven den 23. Januar 1654 skænkede sin svigerinde som privatkapel mod en mindre erstatning til nonnerne ved Tor de' Specchi, der atter forgæves protesterede mod at miste noget, der var vigtigt for dem. Santa Francesca Romana havde nemlig i den første del af sit liv særligt færdedes her. Men som andre gange var Donna Olimpias magt over Innocens X stærkest. Den 6. Januar 1655 døde Innocens X og dette var et hårdt slag for Donna Olimpia, der var ilde set i Curien og af den nye Pave Alexander VII, samt hadet af romerne der fortalte, at hun havde hentet 2 kasser fulde af guld under den døende Paves seng og ført dem bort. Og at hun afslog at give et bidrag til svogerens begravelse og gravmæle, fordi hun "kun var en fattig enke". Eftersom stemningen i Rom gik hende imod, trak Olimpia sig nu tilbage til sit len i San Martino al Cimino og hun undgik alle Curiens forsøg på at få del i de rigdomme, som hun havde samlet, mens svogeren var Pave. Olimpia Maidalchini Pamphilj døde af pest den 26. September 1657 i San Martino al Cimino, hvor hun levede alene, da hendes forhold til sønnen Camillo var meget dårligt. Donna Olimpia ligger begravet i Abbazia di San Martino al Cimino. Hendes dårlige ry i Rom døde sog ikke med hende. Historien går, at man, når midnatsklokken slår, ved Ponte Sisto kan se Donna Olimpia med sine skattekister i sin brune karet, kørende hastigt over broen for at nå frem til landstedet i Trastevere og ud i floden. Vognen rasler og hjulene gløder i farten, så der ligefrem er set flammer efter den! Talrige var de historier, som blev fortalt om Donna Olimpia, og talrige var de smædevers som blev digtet om hende - og ikke mindst klistret op på "de talende statuer" Pasquino og Marforio, hvor folkets satire og utilfredshed kunne få luft. Meget af sladderen var usand, men noget har der måske været om nogle af historierne, da Olimpias indflydelse var enorm - og hendes indsamlede rigdomme ligesaa. Ifølge Claudio Rendina (se litt.note forneden) efterlod hun sig ikke mindre end 2 millioner scudi, en enorm sum for den tid.
|
|
|
|
|
|
|
|
|
|
|
|