ANNAS ROM GUIDE
Marco Benefial - italiensk maler
1684-1764

Marco Benefial var født i Rom i 1684 som søn af en fransk far og en romersk mor.

Han blev uddannet hos den bolognesiske maler Bonaventura Lamberti, der boede i Rom, og drog derpå rundt i Italien, hvor han i 1705 arbejdede i forskellige kirker i bl.a. Macerata, Jesi, Ancona og Pesaro.

Han fik dog ikke straks succes, men måtte istedet arbejde for andre malere, først omkring 1711 for Francesco Germisoni og derpå fra 1725-1750 for Filippo Evangelisti. I 1733-36 malede han for denne det gamle højaltermaleri til den nybyggede kirke Bambin Gesù i Via Urbana, som Evangelisti fik æren for i mange år.

Efterhånden lykkedes det dog for Marco Benefial også at få egne opgaver, han malede blandt andet:

en "Morte di Sant'Agnese" ("Sant'Agneses død") i Kirken Santa Trinità i Via Condotti,

en "Piramo e Tisbe" ("Pyramus og Thisbe"), der hænger i Galleria Nazionale d'Arte Antica,

fire billeder med scener fra "La Passione di Cristo" (Kristi Lidelseshistorie") i Collegiata del Santo Crocifisso i Monreale i årene 1720-1727,

skitser til udsmykning af Domkirken i Viterbo i 1720,

"Strage degli Innocenti" ("Blodbadet på de Uskyldige") i 1730, der findes i en privat samling i Firenze,

og i 1732 to billeder med "Storia di Santa Margherita da Cortona" i Chiesa dell'Aracoeli.

Marco Benefial var meget polemisk og ønskede at ændre på den herskende kunstretning, som videreførte Carlo Maratta's og Francesco Trevisani's stil. Han kom derfor på kant med sine kolleger og blev først medlem af malernes sammenslutning Accademia di San Luca i 1741, hvorefter han blev smidt ud i 1755 for derpå atter at blive optaget. I sin undervisning gik han ind for studier af naturen og modeltegning, men han formåede ikke at skabe megen fornyelse i sine egne værker.

Blandt Marco Benefial's elever kan nævnes maleren Mariano Rossi.

Marco Benefial døde i 1764.

Litteratur og links om Marco Benefial:
Dizionario Larousse della Pittura Italiana dalle Origini ai Nostri Giorni. Gremese Editore, nouva edizione, 1998.
- side 60.
Garms, Jörg: Il Bambin Gesù. Le chiese di Roma illustrate no.135. Istituto di Studi Romani, Fratelli Palombi Editori, 1979.
- side 26, 79.
Guide Rionali di Roma. Fratelli Palombi Editori, 1973- .
Rione I : Monti, del 3. side 146.
Explore Art: Marco Benefial (Getty Museum)
Explore Art: Marco Benefial: Self-Portrait (Getty Museum)

Turforslag
Steder
Seværdigheder
Personer
Fotogalleri
Bøger og links om Rom
Bykort
Ordliste
Hovedside
cop.Anne-Birgitte Larsson - siden er opretet d. 5.1.2005 og sidst opdateret d. 20.11.2005