ANNAS ROM GUIDE
Dyderne

"Dyd" er indbegrebet af menneskets moralsk gode og værdifulde egenskaber og allerede i det Antikke Grækenland opererede man med "de 4 kardinaldyder", som var: Visdom, Tapperhed, Mådehold (Selvbeherskelse) og Retfærdighed.

Disse begreber levede videre i den romerske verden og da Kristendommen overtog scenen, kom der yderligere 3 kristne dyder til: Tro, Håb og Kærlighed.

Udover disse vigtigste dyder kan man også nævne andre dyder, for eksempel: Barmhjertighed, Gavmildhed, Flid, Kyskhed, Lydighed og Tålmodighed.

Modsætningen til dyderne er lasterne og dødssynderne/kardinalsynderne.

Når dyderne skal fremstilles billedligt er det oftest i form af kvinder med forskellige attributer, der henhører til den specielle dyd, som de personificerer: Se liste over hvor det er muligt at se fremstillinger af dyderne.

De 3 kristne eller teologiske dyder:

Tro (latin: "Fides", italiensk: "La Fede") - med kors, kalk, bog eller bibel som attribut,

Håb (latin: "Spes", italiensk: "La Speranza") - med fugl og anker som attribut eller med en globus, et overflødighedshorn, en pære eller en bikube, undertiden med et skib for fulde sejl,

Kærlighed (latin: "Caritas", italiensk: "La Carità") - med et eller flere børn som attribut.

De 4 kardinaldyder:

Visdom (Klogskab, latin: "Prudentia", italiensk: "La Prudenza") med slanger, slange om en stav og spejl som attribut,

Tapperhed (Styrke, Mod, Mandighed (heraf ordet "virtus" (latin), der er afledt af ordet for mand "vir" og bliver til det italienske ord "virtù", "dyd"), latin: "Fortitudo", italiensk "La Forza") - med sværd, spyd og søjle, evt. en brudt søjle som attribut, personificeres enkelte gange i mandlig skikkelse,

Mådehold (Selvbeherskelse, latin: "Temperantia", "Sobrietas", italiensk: La Temperanza") - med kande og bæger eller skål som attribut, måske med et sværd eller Scipio Africanus (Hannibals besejrer) for sine fødder, attributen kan også være et ur eller et timeglas, bidsel og tøjle, vin blandet med vand eller en vindmølle,

Retfærdighed (latin: "Justitia", italiensk: "La Giustizia") - med sværd og vægt, vægtskåle og bind for øjnene som attribut. I den kristne kunst ses også Kejser Trajan for hendes fødder,

De øvrige verdslige dyder:

Barmhjertighed ("Misericordia") - med kande og brødkurv som attribut, måske også med et eller flere børn på skødet eller ved brystet, andre symboler er et hjerte, en blomst, et lam, en pelikan, der nærer sine unger med sit eget blod,

Flid ("Sedulitas") - med røgelseskar, bog og høne med kylling som attribut,

Gavmildhed ("Liberalitas") - med kande og brødkurv som attribut ,

Kyskhed ("Castitas") - med en enhjørning, palme, ris og ferle som attribut,

Lydighed ("Obedientia") - med en krans af roser som attribut,

Sagtmodighed ("Mansuetudo") - med et lam som attribut,

Standhaftighed ("Perseverantia") - med søjle og krone,

Tålmodighed ("Patientia") - med et alm som attribut,

Ydmyghed ("Humiltas") - med due og kors som attribut.

Litteratur om Dyderne:
Gyldendals Tibinds Leksikon. 3.bind. 1977.
- side 46.
Kirke og Kristendom Leksikon. Redigeret af Carsten Bach-Nielsen & Jan Lindhardt. Gyldeldal, 2001.
- side 84, 192.
AntikABC.dk: Dyderne.
Danmarks Kirker, fagordbog: Dyder.

Turforslag
Steder
Seværdigheder
Personer
Fotogalleri
Bykort
Bøger og links om Rom
Årstal
Ordliste
Søg i Annas Rom Guide
Hovedside
cop.Anne-Birgitte Larsson - siden er oprettet d. 22.1.2006 og sidst opdateret d. 3.4.2010