ANNAS ROM GUIDE
Det grønne Rom : planteliv
Træer og buske i Rom

- læs også om plantenyheder i Rom -


Ahorn, Acer pseudoplatanus, hjemmehørende i Mellem- og Sydeuropa, indført i England af romerne og i Danmark fra 1765. barken er grå og glat, hos gamle træer lyst rødbrun og grå og afskallende. Skuddene er grønligt gråbrune og stribede. Bladene varierer i størrelse og form efter træets alder. Træerne blomstrer først i maj med gullige 6-12 cm. hængende klaser. Det italiensk navn for ahorn er: acero, flertal: aceri. I Rom kan man se ahorn i Parco degli Scipioni.

Akacie, Acacia, hører til Mimosefamilien og består af 800 arter. Akacierne har iøjnefaldende, lysende gule blomsterstande med kuglerunde hoveder eller aflange aks. Den enkelte blomst er ganske lille. Nogle akacier har dobbeltfinnede blade, hos andre er bladstilken fladet ud. Mange arter har kraftige torne. Sølvakacien, Acacia dealbata, og Blåbladet Akacie, Acacaia cyanophylla, er nogle af Middelhavslandenes mest anvendte prydplanter. Det italiensk navn for akacie er: acacia, flertal: acacie. I Rom kan man se akacier i Parco degli Scipioni.

Appelsintræer findes også i Rom, blandt andet i den dejlige Parco degli AranciAventinhøjen. Citrus-familien har frodige, blanke blade, smukke aromatiske blomster og frugter, der modnes i gule og orange farver. Familien omfatter en lang række arter og krydsninger, der alle er stedsegrønne og trives i tropisk eller subtropisk klima. Legenden fortæller, at San Domenico plantede et appelsintræ (der nok i stedet var et pomeranstrę) ved Kirken Santa Sabina, mens han boede her i begyndelsen af 1200-tallet, og at dette træ stadig kan ses inde i Klosterhaven. Det italienske navn for appelsintræ er: arancio, flertal: aranci.
Appelsintræerne findes i 3 sorter: Citrus Aurantium (Arancio amaro)= Pomerans, Citrus Sinensis (Arancio dolce) og Poncirus trifoliata eller Citrus triptera (Arancio trifogliato eller Ponciro).

Blommetræ. Familien Prunus tæller omkring 200 arter af blomme- og kirsebærtræer. Det er løvfældende træer, der dyrkes for deres enkelte eller fyldte blomster, for deres høstfarver eller for deres spiselige frugter. Det fortælles om et bestemt blommetræ i Villa Glori, at her døde en af Garibaldi's soldater i oktober 1867. Det italienske navn for blommetræ er: prugno eller susino, flertal: prugni eller susini.

Cedertræ, Cedrus, findes i Middelhavslandene i 3 arter som prydtræer: Libanonceder, Himalayaceder og Atlasceder. De er stedsegrønne med knippestillede nåle. Koglerne er ægformede. Barken er mørkegrå og veddet har en behagelig krydret duft. Det italiensk navn for cedertræ er: cedro, flertal: cedri. I Rom kan man se cedertræer i Parco degli Scipioni.

Citrusfamilien, der blandt andet tæller appelsin- og citrontræer, findes også i Rom. Familien tæller følgende sorter: Appelsin: Citrus Aurantium (Arancio amaro (=bitter) eller forte = Pomerans), Citrus Sinensis (Arancio dolce (=sød)) og Poncirus Trifoliata eller Citrus Triptera (Arancio Trifogliato eller Ponciro). Bergamotte: Citrus Bergamia risso. Cedrat: Citrus Medica (Cedro) med mange specielle typer. Citrus Myrtifolia Raf. (Chinotto). Kumquat: Fortunella Japonica (Kumquat rotondo (=rund)), Fortunella Margarita (Kumquat ovale (=oval)), Fortunella Hindsi (Hong Kong Kumquat). Lime: Citrus Aurantifolia (Lime), Citrus Latifolia (Limetta di Tahiti), Citrus Limetta (Limetta dolce (=sød)), Citrus Limetta "Pursha" (Limetta dolce di Roma eller Pursha), Citrus Limettoides (Limetta dolce di Palestina). Citron: Citrus Limon (Limone), Citrus Volkameriana (Limone Volkameriano), Citrus Meyeri (Limone Meyer). Mandarin: Citrus Nobilis eller Citrus Deliciosa (Mandarino King), Citrus Reshni (Mandarino Cleopatra), Citrus Reticulata eller Citrus Clementina (Mandarancio), Citrus Unshiu (Mandarino Satsuma), Citrus Tangerina (Mandarino Tangerino eller Tangor). Mapo: Citrus x Tangelo (Mapo). Grapefrugt: Citrus Paradisi Macf. (Pompelmo). Pomelo: Citrus Grandis (Pummelo eller Pomelo). Calamondino: x Citrofortunella Microcarpa (Calamondino). Rangpur: Citrus x Limonia (Rangpur). Papeda: Citrus Hystrix (Papeda delle Mauritius eller Combava). Kucie: Fortunella Margarita x CitrusRreticulata (Kucie). Læs mere på: Agraria.Org: Alberi da frutto.

Cypres er mellemstore nåletræer med smuk bark og skælformede blade. Familien Cupressus tæller 20 arter med udbredelse i USA og Mexico samt fra Middelhalvsområdet til Kina. Almindelig eller Ægte Cypres, Cupressus Sempervirens, findes fra Middelhavsområdet til Iran. Træet er smalt og væksten er søjleformet og meget karakteristisk. Det bærer ægformede eller runde kogler med overlappende skæl. Det fortælles, at Michelangelo lod plante cypresser ved Diocletian's Thermer, da han arbejde på Kirken Santa Maria degli Angeli. Det italienske navn for cypres er: cipresso, flertal: cipressi, en cypreslund hedder: cipressaia eller cipresseto.

Egetræer med slægtsnavnet Quercus er løvfældende og stedsegrønne træer og buske, der dyrkes for deres vækstform og blade. De har uanselige blomster, der udvikles til frugten "agern". En del af de løvfældende arter får smukke høstfarver. Det italienske navn for egetræ er: quercia, flertal: quercie, vinteregen hedder: rovere, flertal: roveri. En egeskov hedder querceta, querceto eller rovereto. Egetræer findes i Rom blandt andet i Via Labicana, hvor de fra januar 2007 erstatter ældre træer af arten Sophora, der med sin kraftige rodvækst har skabt problemer for vejbelægningen. Arten der her er plantet hedder Robur Fastigiata, kaldet Pyramideeg (på italiensk: farnie eller querce piramidali), der har en opret, tæt og søjleformet vækst. Desuden er der på Viale Marco Polo plantet 18 nye pyramideege. Langs Via Tuscolana på strækningen mellem Quadraro og Porta Furba vokser 42 store stenege (på italiensk: lecci). Stenegen er stedsegrøn og har artsnavnet Quercus Ilex.

Elmetræet hører til Elmefamilien, Ulmaceae, der tæller omkring 150 arter, der overvejende vokser på den nordlige halvkugle. Det mest almindelige elmetræ i Mellem- og Sydeuropa er "Småbladet Elm", Ulmus Carpinifolia, der har gråbrun bark med dybe, lange, lodrette furer og lange, tykke kamme. Grenene er bleggrå med langsgående, sorte revner. Kronen er oftest en høj, smal kuppel med mange, næsten lodrette hovedgrene, opstigende grene og for enden hængende kviste og blegbrune skud. Blomsterne er røde med hvide støvfang. Elmetræer findes i Rom blandt andet langs Viale Piero Gobetti i nærheden af Università La Sapienza, hvor der i marts 2007 er plantet 62 nye 5 meter høje elmetræer, der skulle være resistente overfor elmesygen, der tidligere fældede mange af byens elmetræer. Det italienske navn for elmetræ er: olmo, flertal: olmi, en elmelund hedder: olmaia eller olmeto.

Eucalyptus er stedsegrønne træer og findes i omkring 800 arter, hvoraf de fleste findes i Australien. Eucalyptusslægten hører til Myrtefamilien og træerne kan blive meget høje og vokse meget hurtigt. Blomsternes kronblade sidder ovenpå frugtknuden som et låg, der falder af, når blomsten åbner sig. Støvdragerne er hvide, røde eller gule. Frugterne er træagtige kapsler. Hos mange arter er bladene på unge skud runde og vandrette, mens de ældre grene har spredte og lodret stillede blade. Barkenss udseende varierer fra art til art, nogle er flagede og stammen bliver hvid, når barken falder af. Eucalyptustræer behøver meget vand og virker udtørrende på jorden. Eucalyptus globulus, Febertræ, bruges derfor i sumpede områder for at udtørre malariamyggens udklækningsområder. Både den og Eucalyptus Robusta anvendes også som park- og allétræer. Det italiensk navn for eucalyptus er: eucalipto, flertal: eucalipti. I Rom kan man se eucalyptustræer i Parco degli Scipioni.

Figentræ. Ficus-familien omfatter omkring 600 arter, hvoraf de fleste er stedsegrønne. Blomsterne sidder indvendigt i en hul blomsterbund, der udvikler sig til en kødet frugt. Arten Ficus Carica har en smuk, glat, grå bark. Den er løvfældende med store, tredelte blade og har i årtusinder været dyrket ved Middelhavet. Figentræet kan blive til et stort træ med en tyk stamme, men under dårlige forhold nærmere minde om en busk. Det italienske navn for figentræ er: fico, flertal: fichi.

Hestekastanien findes også i stort tal i Danmark. Artsnavnet for omkring 25 arter er Aesculus og Almindelig Hestekastanie har navnet Aeschulus Hippocastanum. Hestekastanie er løvfældende træer og buske, der dyrkes for deres blade og oprette topper eller klynger af blomster. I Rom er man i januar 2007 ved at plante hestekastanier langs Via XX Settembre til erstatning for gamle Robiniatræer. Det italienske navn for hestekastanie er: ippocastano, flertal: ippocastani.

Jordbærtræ, Arbutus Unedo, Almindelig Jordbærtræ, hører til Arbutus-familien, der omfatter stedsegrønne træer og buske med smukke blade og bark samt små, krukkeformede blomster, der afløses af spiselige, jordbæragtige frugter. Disse kan anvendes til likørfremstilling. Det italienske navn for jordbærtræ er: albatro eller corbezzolo, flertal: albatri eller corbezzoli.

Judastræet, der i april blomstrer overdådigt med rosa blomster i bundter på kviste og grene og selve træstammerne langs Roms gader, er af familien Cercis, der tæller 7 arter i Nordamerika, Sydeuropa og Østasien. Den latinske betegnelse er Cercis Siliquastrum. Det er løvfældende træer, der kræver megen varme. Judastræet blomstrer samtidig med eller før løvspring, hvor de 2 cm. små rosa ærteblomster i bundter på 3-6 sidder på kviste og grene og endog på selve træstammen. Det italienske navn for judastræ er: albero di Giuda, flertal: alberi di Giuda. - Læs mere om judastræet og se fotos.

Laurbærtræer. Familien Lauraceae tæller omkring 1000 arter ialt, heriblandt Laurus Nobilis, der vokser i Middelhavsområdet som busk eller træ på op til 15 meters højde. Laurbærtræet er stedsegrønt med duftende mørktgrøne, lancetformede blade og små bleggule blomster. 2 gader i Rom var tidligere opkaldt efter en beplantning med laurbærtræer, nemlig Via del Lauro i Forumdalen og Via del Lauro i Rione Ponte. Det italienske navn for laurbærtræ er: lauro eller alloro, flertal: lauri eller allori.

Liguster, Ligustrum lucidum, er en stor stedsegrøn busk eller træ, hjemmehørende i Øst-Asien, hvor der findes 50 arter. Planten kan blive op til 10 meter høj. Blomsterne er store, hvide og velduftende samlet i tætte, kegleformede stande. Kronen er æg- eller halvkugleformet og bladene er mørkegrønne, brede og tilspidsede. Ligustrum japonicum har mindre spidse blade og mindre blomsterstande. Det italiensk navn for liguster er: ligustro, flertal: ligustri. I Rom kan man se ligustre i Parco degli Scipioni.

Myrte, Myrtus communis, er en tætløvet, stedsegrøn busk, der kan vokse til et lille træ. Bladene er modsatstillede og mørkegrønne og afsondrer æteriske olier, bladenes størrelse og from varierer. Blomsterne er hvide og velduftende. Det italiensk navn for myrte er: mirto, flertal: mirti. I Rom kan man se myrter i Parco degli Scipioni.

Nerien, Nerium Oleander, er en busk, der stammer fra Middelhavsområdet. Den har busket, opretstående vækst og kan til tider minde om et lille træ. De mørkegrønne blade er læderagtige og lancetformede. Nerien er stedsegrøn og har rosa, hvide eller røde blomster. I Rom findes der mange nerier på Forum Romanum. Det italienske navn for nerien er: oleandro, leandro eller mazza di San Giuseppe, flertal: oleandri eller leandri.

Oliventræ, Olea europaea, er et gammelt kulturtræ fra middelshavslandene og Nordafrika og fra gammel tid et symbol på velstand og fred. Oliventræet er ofte flerstammet med groft furet bark og slanke grene i kronen; løvet er sølvgråt med lange smalle blade; blomsterne sidder i klaser i bladhjørnerne, de er små, hvide og velduftende; frugten har et ydre lag kød omkring en sten, der indeholder et frø; både frugtkød og frø er meget olieholdige og olivenolie udvindes ved pres af frugten. Det italienske navn for oliventræ er: olivo, flertal: olivi, en olivenlund hedder: oliveto. I Rom kan man blandt andet finde oliventræer i Villa Torlonia.

Palmetræer. Mange palmetræer i Rom blev plantet under den såkaldte "Liberty"-periode. Det italienske navn for palmetræ er: palma eller palmizio, flertal: palme eller palmizi, en palmelund hedder: palmeto.

Pinjetræet, Pinus Pinea, er en fyrretræsart af familien Pinus. Træet har et meget karakteristisk udseende, som det vi i skoletiden kaldte "en opslået paraply", idet det danner en bred, mørk, hvælvet krone højt oppe over en eller flere rødbrune eller orangefarvede stammer. Pinjerne i Rom bliver meget høje og har store, runde kogler på 20x10 cm. Det var disse kogler, som den gale Marchese del Grillo brugte til at kaste efter forbipasserende. Det italienske navn for pinjetræ er: pino, flertal: pini, pinjekernen hedder: pinocchio eller pinolo, pignolo, mens pinjekoglen hedder: pina og en pinjeskov: pineta eller pineto.

Platantræer er løvfældende, elegante træer med smukke blade og afflagende bark. Blomsterne er uanselige. Klynger af frugter udvikles om efteråret. Artsnavnet er Platanus. Platantræer findes i Rom blandt andet langs med Tiberens bredder, hvor de ældste er 100 år gamle, mange er disse er dog i 2006 blevet erstattet af yngre træer stammende fra en planteskole i den norditalienske by Mantova, der skulle være modstandsdygtige overfor storbyens trængsler: forurening, udstødningsgas og de konstante vibrationer fra den voldsomme trafik langs floden. Det italienske navn for platantræ er: platano, flertal: platani.

Pyramideeg (Robur Fastigiata) er af egetræsfamilien, Quercus. Den har en opret, tæt og søjleformet vækst. Det italienske navn for pyramideeg er: farnia eller quercia piramidale, flertal: farnie eller querce piramidali. Pyramideeg findes i Rom blandt andet i Via Labicana, hvor de fra januar 2007 erstatter en tidligere beplantning. Desuden er der på Viale Marco Polo i marts 2007 plantet 18 nye pyramideege.

Robinia er løvfældende træer og buske, der dyrkes for deres blade og ærteblomster. I Danmark kender vi Robinia Pseudoacacia i typen "Frisia". Robiniatræer findes i Rom blandt andet i Via XX Settembre, hvor de dog i 2006 er ved at blive erstattet af hestekastanier. Desuden er robinierne på Viale Marco Polo i 2007 ved at blive erstattet af pyramideege og der er nu kun få af de oprindelige træer tilbage.

Silketræ, Albizia julibrissin, er et løvfældende eller delvis stedsegrønt lille træ på op til 8-10 meters Højde. Det er i familie med minose og akacie og bladene er fjerformede, fint delte med mange småblade. Blomsterne er lette, fjer-agtige og lyserøde med meget lange, silketrådlignende støvdragere. Frugterne er op til 15 cm. lange bælge. Det italienske navn er Gaggia arborea, acacia di Costantinopoli. - Læs mere om silketræet og se fotos.

Sophora. Arten består af løvfældende eller delvis stedsegrønne træer og buske, der dyrkes for deres finnede blade, blomster og vækstform. I Danmark kender vi bedst Sophora Japonica, kaldet Pagodetræ. Andre typer er Sophora Tetraptera og Sorphora Japonica Violacea. Sophoratræer findes i Rom blandt andet i Via Labicana, hvor de dog i 2007 er ved at blive erstattet af egetræer, da deres kraftige rodvækst skaber problemer for vejbelægningen

Stenegen er stedsegrøn og har artsnavnet Quercus Ilex, idet den er af egetræsfamilien, Quercus. Den har brunlig-sort eller sort bark, med sprækker i små, firkantede, tynde og ofte krumme plader. Kronen er bred og hvælvet og ofte flerstammet med tæt løv, der er sortagtigt om vinteren og gulligt eller sølvagtigt, når den springer ud og derefter meget mørkt. Blomsterne er bleggrønne eller lyserøde med gyldne støvdragere og frugten, agern, er lysegrønne og omkring 2 cm lange. Der er forskellige underarter, benævnt efter bladenes facon: Fordii med 5 cm lange, aflange blade, Laurifolia med 10-14 cm lange, lancetformede blade og Rotundifolia med næsten runde 8-10 cm lange blade og spiselige agern. Det italienske navn for steneg er: leccio eller elce, flertal: lecci eller elci, en skov af steneg kaldes: lecceto. Langs Via Tuscolana på strækningen mellem Quadraro og Porta Furba vokser der stenege.

Taks, af familien "Taxaceae", omfatter 6 slægter, hvoraf Almindelig Taks, Taxus Baccata er meget udbredt i Europa. Takstræer er små til lave nåletræer med blanke nåle og de klippes ofte i skulpturelle former. Det italienske navn for taks er: tasso, flertal: tassi.


Læs mere om træer og buske i:
Gundersen, Jens Michael: Eksotiske planter - nye idéer til din have. jepsen & Co., 2006.
Havebuske og klatreplanter, Det Kongelige Danske Haveselskab og Skarvs Havebøger. Høst og Søn, 1997.
Havetræer året rundt, Det Kongelige Danske Haveselskab og Skarvs Havebøger. Høst og Søn, 1997.
Mitchell, Alan: Træer i Nordeuropa. Gads naturbøger, 1977.
Træer og buske omkring Middelhavet. Helge Vedel, Roald Als, Anette Rasmussen. (Gyldendals grønne håmdbøger).. København, Gyldendal, 1977.
Italienske frugttræer: Agraria.Org: Alberi da frutto.


Turforslag
Steder
Seværdigheder
Personer
Fotogalleri
Bøger og links om Rom
Bykort
Årstal
Ordliste
Søg i Annas Rom Guide
Hovedside
cop.Anne-Birgitte Larsson - siden er oprettet d. 25.12.2006 og sidst opdateret d. 28.7.2012