ANNAS ROM GUIDE

Vicolo Paganica

Se ovenover nr. 126 på Kort over den østlige del af Campo de' Fiori-Turen

Vicolo Paganica er en ganske kort gyde i kvarteret Rione Sant'Angelo, hvor den forbinder Piazza Paganica (mod øst) med den tværgående Vicolo dei Falegnami (mod vest).

Gyden har navn efter det palæ, der ligger øst for den på Via Paganica's østside: Palazzo Mattei di Paganica, som ejedes af Paganica-grenen af Mattei-slægten.

På gydens nordside står det såkaldte Palazzetto Guglielmi, også kaldet Palazzo Guglielmi Chiablese. Det er opført i 1800-tallet på det sted, hvor tidligere Kirken San Valentino e San Sebastiano dei Mercanti rejste sig.

På sydsiden af Vicolo Paganica står en lav og smal lille ejendom fra 1700-tallet.

Gyden er som nævnt ganske kort og uden de store karakteristika. Der er en smule trafik gennem den, da man denne vej og gennem Vicolo dei Falegnami kan komme ind i gården bag Palazzo Guglielmi. Engang var der - måske i en af de ældre, overlevende bygninger - en stald, hvori der stod en søjlerest i hvid marmor af typen "tasio", som der er noteret i en bog fra 1833. Heri opregner forfatteren Fausti Corsi Romano alle de antikke marmorrester, som på den tid kendtes i Rom.

Om søjlen i stalden stammer fra det antikke tempel, som lå på Piazza Paganica - en helligdom for Guden Vulcan, - vides ikke, men dette "Aedes Vulcani", der lå med trappetrin og indgangssøjler ved overgangen mellem Via Paganica og Piazza Paganica og tempelpladsen dækkende næsten hele Piazza Paganica, havde selve cella-bygningen stående for enden af Pladsen, hvor der idag står den mindre ejendom mellem Vicolo Paganica og blindgyden mod syd.

Det er muligvis den nævnte søjle, som idag er indemuret i hjørnet på det hus, der står der, hvor Vicolo Paganica støder op til Vicolo dei Falegnami.

På muren i Vicolo Paganica nr.29 sidder en indskriftssten, der oplyser, at ejeren af dette hus var en kvinde ved navn Cristina Rossi, gift Mercurelli.

 

 

Litteratur om Vicolo Paganica:
Atlante di Roma Antica : Biografia e ritratti della città / a cura di Andrea Carandini, con Paolo Carafa. - Milano, Mondadori / Electa, 2012.
--- 2 : Tavole e indici. --- Kort 19.
Delli, Sergio: Le strade di Roma. Newton Compton editori, 1975.
- side 659.
La Grande Guida dei Rioni di Roma. 2.edizione. Newton Compton editori, 2001.
- side 761-762.
Guide Rionali di Roma. - Roma : Fratelli Palombi Editori.
--- Rione XI S.Angelo - 4. edizione riveduta e ampliata / a cura di Carlo Pietrangeli. - 1984. ------- side 64, 67, 70.
Lanciani, Rodolfo: Forma Urbis Romae. 1. Ristampa. Roma, Edizioni Quasar, 1990-2007.
- kort nr. 21 (før de nyeste fund).
Info.roma.it: Piazza Paganica, Roma.
Info.roma.it: Via Paganica, Roma.

Kort over området
Seværdigheder i området
Steder i området
Fotos fra området
Personer fra området
Bøger og links om området
Tilbage til byturen
Andre turforslag
Årstal
Ordliste
Søg i Annas Rom Guide
Hovedside
cop.Anne-Birgitte Larsson - siden er oprettet d. 29.8.2015